Indholdsfortegnelse

Hvad er affiliate marketing?

Affiliate marketing er en resultatbaseret form for digital marketing, hvor en virksomhed (annoncøren) betaler en samarbejdspartner (affiliaten eller publisheren) en provision, når partneren sender en kunde videre, der udfører en aftalt ønsket handling – typisk et køb, en tilmelding eller et lead.

Affiliate marketing er således et samarbejde, hvor afregningen sker på baggrund af performance. Annoncøren har derfor kun en udgift, når affiliatens indsats rent faktisk skaber et salg eller et lead. Du betaler ikke for synlighed eller klik, men for resultater. Det gør affiliate marketing til en af de mest risikominimerede kanaler i værktøjskassen og til en effektiv måde at nå nye kunder på, men også til en kanal, der kræver løbende pleje af relationer, tracking og vilkår for at levere.

I denne artikel får du et indblik i, hvordan modellen fungerer i praksis, hvad den kan bruges til, hvordan du kommer i gang – og hvordan affiliate spiller sammen med øvrige marketingkanaler. Men først til det helt grundlæggende: Hvordan fungerer affiliate marketing egentlig?

Hvad består affiliate marketing af?

Affiliate marketing-modellen består typisk af tre parter:

  1. Annoncøren (forhandleren): Virksomheden, der ejer produktet eller tjenesten – ofte en webshop – og som ønsker flere kunder. Annoncøren sætter vilkårene og betaler provisionen.
  2. Affiliaten (publisheren): En person eller virksomhed med en målgruppe, f.eks. en blog, et sammenligningssite, en YouTube-kanal, en podcast eller en profil på sociale medier. Affiliaten formidler produktet og sender trafik videre.
  3. Affiliate-netværket (valgfrit): En formidlende platform, der står for aftaler, tracking, rapportering og udbetalinger mellem de to parter. I Danmark er Partner-ads og Adtraction blandt de kendte netværk, mens f.eks. Tradedoubler og TradeTracker også opererer bredt i Europa.

Samarbejdet beskrives i et affiliate-program – annoncørens “kontrakt” med publishers. Her står bl.a. afregningsmodel, provisionssats, cookie-varighed, tilgængeligt materiale og regler for, hvordan produktet må markedsføres.

I dag er mange affiliate programmer gratis at tilmelde sig som publisher, og annoncøren betaler først en kommission, når der er skabt et resultat.

Hvordan virker affiliate marketing?

Affiliate marketing hviler på ét centralt element: et unikt link. Linket indeholder et ID eller en trackingkode, der fortæller annoncøren, hvilken partner en besøgende kommer fra. Selve forløbet ser typisk sådan ud:

  1. Affiliaten opretter et link: Via netværket eller annoncørens egen platform genereres et affiliate-link til en relevant produkt- eller kategoriside.
  2. Linket placeres i indhold: Affiliaten bruger linket i en artikel, en produkttest, et nyhedsbrev, en video eller et opslag på sociale medier, hvor det bliver præsenteret for potentielle kunder.
  3. Brugeren klikker: Når en bruger klikker, sættes en cookie (eller registreres et andet sporingssignal), der kobler brugeren til affiliaten.
  4. Brugeren konverterer: Gennemfører brugeren den aftalte handling inden for cookie-perioden, registreres konverteringen.
  5. Provision udbetales: Annoncøren godkender transaktionen, f.eks. efter returfristen – og affiliaten får sin provision, ofte via netværket.

Cookie-perioden og attribution

Cookie-perioden bestemmer, hvor længe en affiliate kan være ansvarlig for et salg efter klikket. Typisk ligger den på 30-60 dage, men den varierer fra program til program. Mange programmer bruger last click-attribution, hvor den affiliate, der stod for det sidste klik før købet, får hele provisionen. Det er værd at kende, fordi det påvirker, hvilke typer partnere der reelt bliver belønnet.

Afregningsmodeller

Hvad affiliaten bliver betalt for, afhænger af programmet og forretningsmodellen:

Model Annoncøren betaler for Typisk anvendelse
CPS (cost per sale) Et gennemført køb (som procent eller fast beløb) Webshops og e-handel
CPL (cost per lead) En tilmelding, et tilbud eller en kontaktformular Finans, forsikring, energi, B2B
CPA (cost per action) En aftalt handling, f.eks. oprettelse af en konto Abonnementer og apps
CPI (cost per install) En app- eller softwareinstallation Apps og software
CPC (cost per click) Et klik på linket (pay per click) Sjældnere – mest til synlighed

Provisionen afhænger af branchen og avance. Ifølge Shopify kan billige volumenprodukter som dyrefoder eller hudpleje give omkring 5 % pr. salg, mens dyre produkter inden for finans og software kan give over 20 %.

Hvad kan affiliate marketing bruges til?

For annoncøren er affiliate marketing først og fremmest en måde at skaffe salg og leads gennem andres målgrupper – og kun betale, når det virker. Kanalen bruges typisk til:

  • Salg i webshops: Den klassiske anvendelse, hvor publishers anbefaler produkter og tjener en procentdel af ordreværdien.
  • Leads: Brancher med høj kundeværdi, f.eks. forsikring, lån, el og telefoni – betaler for tilbudsforespørgsler og tilmeldinger frem for direkte salg.
  • Nye kundeabonnementer: Software, streaming og apps belønner ofte oprettelse eller prøveperioder, der går over i betalt abonnement.
  • Rækkevidde i nye nicher: En specialiseret blog eller podcast kan åbne døre til målgrupper, som er svære at ramme med egne annoncer.
  • Kampagner og sæsoner: Rabatkoder og eksklusive tilbud gennem udvalgte partnere kan give ekstra løft omkring f.eks. Black Friday.

Både store webshops og mindre virksomheder kan bruge affiliate marketing – især hvis de sælger produkter med en sund avance.

Typiske affiliate typer

Affiliates findes i mange former, og de skaber værdi på forskellige stadier af kunderejsen:

Type Eksempel Hvor i kunderejsen
Sammenlignings- og prisportaler Prissammenligning af forsikringer eller el Tæt på købsbeslutningen
Indholds- og nichesites Produkttests, guides og “bedst i test” Research og overvejelse
Influencer YouTube, Instagram, TikTok, podcasts Inspiration og opmærksomhed
Rabat- og cashback-sites Samling af rabatkoder Lige før købet
Nyhedsbreve og e-mail Kuraterede anbefalinger til en liste Fastholdelse og genkøb

Det er vigtigt at skelne mellem dem. Et rabatsite kan se stærkt ud i rapporterne, fordi det ofte får det sidste klik, mens en indholdsside måske skabte den egentlige interesse tidligere i forløbet.

Mange affiliates når deres målgruppe gennem forskellige kanaler på én gang, og ofte konkurrerer flere partnere i samme branche om de samme kunder.

Sådan kommer du i gang med affiliate marketing

Vejen ind afhænger af, om du vil betale for henvisninger (annoncør) eller tjene på dem (publisher).

Som annoncør

  1. Regn på økonomien: Find ud af, hvor meget du kan betale pr. salg eller lead og stadig tjene penge. Tag højde for avance, returvarer, netværksgebyrer og kundens livstidsværdi.
  2. Vælg setup: Beslut, om du vil køre programmet via et netværk som Partner-ads eller Adtraction, via en SaaS-platform eller helt in-house. Overvej også, om en eksklusivaftale med ét netværk er de sparede gebyrer værd.
  3. Opsæt tracking korrekt: Sørg for, at konverteringer registreres pålideligt, og at sporingen håndterer cookie-samtykke og annullerede ordrer.
  4. Skriv tydelige programvilkår: Fastsæt provision, cookie-periode og regler – fx om partnere må byde på dit brandnavn i Google Ads eller bruge rabatkoder.
  5. Udvælg og plej partnere: Gennemgå ansøgninger grundigt, lever bannere, produktfeeds og kampagner, og vær tilgængelig. Salg kommer ikke af sig selv – heller ikke i affiliate.
  6. Optimér landingssiderne: Trafik fra partnere skal konvertere. Hvis kvalificerede besøg ikke bliver til salg, ligger problemet ofte på din egen hjemmeside.

Som publisher

Mange drømmer om at tjene penge online og opbygge en passiv indkomst. Enkelte publishers tjener store summer, men for de fleste kræver det, at man løbende kan skabe indhold, som målgruppen er interesseret i.

  1. Vælg niche og kanal: Tag udgangspunkt i et emne, du har viden om, og en platform, du mestrer – blog, YouTube, nyhedsbrev eller sociale medier.
  2. Opbyg et publikum: Uden trafik, ingen provision. Her bliver SEO, indhold og e-mail afgørende.
  3. Tilmeld dig relevante programmer: Find annoncører med fysiske produkter eller tjenester, der passer til din målgruppe – via netværk eller direkte.
  4. Skab ærligt og brugbart indhold: Tests, sammenligninger og guides, der hjælper læseren videre, konverterer bedre end ren promovering.
  5. Markér reklamen tydeligt: Fortæl altid, at indholdet indeholder affiliate-links (se afsnittet om lovgivning nedenfor).
  6. Spred risikoen: Undgå at være afhængig af én annoncør, ét netværk eller én trafikkilde.

Teknisk kræver det ikke meget at komme i gang: et domæne, dit website og en plan for dit indhold. Har du allerede meget trafik, er det nemmere at blive godkendt, og du får adgang til programmer med bedre vilkår.

Fordele og ulemper ved affiliate marketing

Affiliate marketing er stærkt, når økonomien og relationerne er på plads – men modellen har også svagheder, man skal kende, før man går i gang.

Fordele

  • Betaling for resultater: Annoncører betaler kun, når der skabes et salg eller et lead. Det gør kanalen let at budgettere og sætter en naturlig grænse for spild.
  • Lav startrisiko: Det koster typisk ikke noget at deltage i et affiliate program som publisher, og annoncøren kan starte i det små og udvide gradvist. Publisheren kan begynde at tjene penge uden at investere andet end tid, og annoncøren bruger kun penge, når der kommer resultater.
  • Adgang til nye målgrupper: Partnere har ofte opbygget tillid hos et publikum, som annoncøren ikke selv når. En anbefaling fra en troværdig afsender vejer tungere end en annonce.
  • Skalerbarhed: Når programmet først kører, kan det rumme mange partnere uden tilsvarende flere ressourcer – særligt hvis et netværk står for administrationen.
  • Målbarhed: Hver transaktion kan spores til en partner, et link og ofte en kampagne, så du kan se præcis, hvad der virker.

Ulemper

  • Afhængighed af tracking: Cookie-samtykke, browserbegrænsninger og adblockere kan gøre sporingen mindre præcis. Moderne programmer supplerer derfor ofte med server-side tracking.
  • Mindre kontrol over budskabet: Dit brand omtales af andre. Uden klare regler kan partnere bruge vildledende formuleringer, byde på dit brandnavn eller sprede rabatkoder, du ikke ønsker. Når andre skal promovere produkter på dine vegne, er det derfor vigtigt at aftale, hvordan de må anbefale produkter, og i hvilke kanaler de må promovere dem.
  • Attributionsudfordringer: Med last click-attribution kan affiliates få ansvaret for salg, der i virkeligheden var skabt af andre kanaler. Det kan give dobbeltbetaling for den samme kunde.
  • Det tager tid: For publishers kan det tage måneder eller år at opbygge nok trafik til en stabil indtjening. Og for annoncører kræver det løbende indsats for at aktivere de rigtige partnere.
  • Juridiske krav: Både annoncør og publisher har ansvar for, at markedsføringen overholder reglerne om reklamemarkering, samtykke og databeskyttelse.

Sammenhængen med andre marketingkanaler

Affiliate marketing er ikke en isoleret kanal – det er en distributionsmodel, der lever af de andre kanaler. Partnerne skaffer deres trafik gennem netop de discipliner, annoncøren også selv arbejder med, og det har både fordele og faldgruber.

I praksis handler det om at koordinere content, annoncering og partnersamarbejder, så kanalerne styrker hinanden.

  • SEO: Mange af de mest succesfulde affiliate-sites er bygget på organisk trafik fra produkttests og sammenligninger. Det betyder, at affiliates ofte konkurrerer med annoncørens egne sider i søgeresultaterne – men også, at de kan dække søgninger, du ikke selv rangerer på.
  • Google Ads og betalt søgning: Nogle partnere kører betalte annoncer. Hvis de byder på dit brandnavn, kan du ende med at betale provision for kunder, der alligevel ville have fundet dig. Derfor bør programvilkårene tage stilling til brand-bidding.
  • Sociale medier og influencer marketing: Influencer-samarbejder afregnes typisk med et fast honorar for rækkevidde, mens affiliate betaler for målbare henvisninger. De to kan med fordel kombineres, fx med et lavere fast honorar plus provision via et personligt link eller en rabatkode.
  • E-mail marketing: Nyhedsbreve fra partnere kan være en effektiv affiliate-kanal, men samtykket skal være i orden og respekteres hele vejen gennem kæden.
  • GEO og AI-søgning: AI-assistenter som ChatGPT og Gemini henter ofte deres anbefalinger fra netop de tests og sammenligninger, affiliate-sites producerer. Det gør stærke partnersites relevante, også når kunden ikke klikker sig vej gennem en traditionel søgeresultatside.

Den bedste praksis er at se affiliates som én del af en samlet strategi. Sammenlign kanalens CPA med dine andre kanaler, kig på overlap i kunderejsen og vurdér, om affiliate faktisk skaber nye kunder – eller blot tager æren for dem, der allerede var på vej.

Affiliate marketing og lovgivningen i Danmark

Affiliate-indhold er reklame og skal markeres som det. Markedsføringslovens forbud mod skjult reklame betyder, at det skal være tydeligt for læseren, når et link eller en anbefaling giver afsenderen en kommerciel fordel. En diskret note nederst på siden er sjældent nok – markeringen skal stå, hvor brugeren møder linket.

Dertil kommer reglerne om cookies og GDPR, som påvirker både tracking og indsamling af leads. Forbrugerombudsmanden har særligt peget på leadgenerering som et problemområde: Når samtykker til markedsføring deles mellem annoncør, netværk, publishers og callcentre, er det ofte svært for forbrugeren at trække samtykket tilbage – og for annoncøren at vide, at det er sket.

Som annoncør er du derfor ikke fri for ansvar, blot fordi digital markedsføring udføres af partnere. Stil krav i programvilkårene, kontrollér, hvordan dine partnere markedsfører dig, og sørg for, at afmeldinger bliver sendt videre i hele kæden.

Er affiliate marketing noget for din virksomhed?

Affiliate marketing passer bedst til virksomheder med en sund avance, en konverteringsvenlig hjemmeside og produkter, som andre har lyst til at anbefale. Kanalen giver en sjælden kombination af lav risiko og høj målbarhed – men den kræver, at du behandler dine partnere som samarbejdspartnere frem for leverandører, og at du ser kanalen i sammenhæng med resten af din markedsføring.

Gør du det, kan affiliate blive en stabil og skalerbar vækstkanal, der når kunder, du ellers ikke ville have mødt.

Kort sagt er affiliate et stærkt supplement til din øvrige marketing – ikke en erstatning for den.

Vil du have hjælp til at vurdere, om affiliate marketing passer ind i din digitale strategi? Så er du altid velkommen til at kontakte os.