Hvad er duplicate content?
Duplicate content – eller duplikeret indhold – refererer til indhold, der optræder flere steder på nettet, enten inden for samme hjemmeside eller på tværs af hjemmesider. Det kan være tekst, produktbeskrivelser, blogindlæg eller endda URL’er, der viser det samme indhold via forskellige parametre. Kort sagt: når det samme indhold kan tilgås fra flere webadresser, opstår der duplicate content.
Almindelige årsager til duplikeret indhold
Duplicate content opstår ofte uden, at man selv lægger mærke til det. Her er nogle af de mest typiske årsager:
- URL-parametre: Filtrering og sortering på f.eks. Kategorisider (eksempel.dk/sko?farve=sort) kan skabe mange URL-varianter med identisk indhold.
- HTTP vs. HTTPS: Hvis både den sikre (https://) og usikre (http://) version af en side er tilgængelig, opstår der dubletter på tværs af siden.
- www vs. ikke-www: Hvis din side både findes med og uden www (www.eksempel.dk og eksempel.dk), kan søgemaskiner opfatte dem som to separate sider.
- Pagination: Sider, der er opdelt over flere sider (f.eks. Kategorisider med side 1, side 2), kan føre til lignende indhold på tværs af flere URL’er.
Hvorfor er duplicate content et problem for SEO?
Fra et SEO-perspektiv kan duplicate content skabe flere udfordringer:
- Forvirring for søgemaskiner: Når søgemaskiner som Google støder på identisk eller meget lignende indhold flere steder, kan de have svært ved at afgøre, hvilken version der skal vises i søgeresultaterne. Det kan føre til, at den “forkerte” side vises – eller i værste fald slet ingen af siderne.
- Konkurrence med sig selv: Hvis flere versioner af samme indhold findes, kan siderne komme til at konkurrere internt om placeringen på de samme søgeord, hvilket svækker alle siderne.
- Linkværdi bliver spredt: Backlinks, der ellers kunne have samlet sig på én stærk URL, risikerer at blive fordelt mellem de forskellige versioner af indholdet. Det svækker den samlede autoritet og kan mindske chancerne for at rangere højt.
Hvordan undgår man duplicate content?
For at undgå problemer med duplikeret indhold, kan man tage følgende skridt:
- Brug canonical tags: Et canonical tag fortæller søgemaskiner, hvilken version af en side, der er den “primære” og bør rangeres. Det gør man typisk, hvis man har en kategori med flere sider med produkter, der skaber en ny URL (f.eks. eksempel.dk/kategori?page=2), hvor denne nye variant får canonical til den originale URL (eksempel.dk/kategori), så det er den originale URL, der kommer til at rangere på de ønskede søgeord.
- 301 redirects: Hvis der er flere URL’er med samme indhold, kan man omdirigere de overflødige URL’er til den ønskede version. For eksempel, hvis både eksempel.dk/produkt og eksempel.dk/produkt2 viser det samme produkt, kan man lave en 301-redirect fra den sidstnævnte URL til den første, så al trafik samles ét sted.
- Sørg for unikt indhold: Det bedste forsvar mod duplicate content er at producere originalt, værdifuldt indhold, der adskiller sig fra andre sider. Det gælder både kategorisider og produktsider. Hvis man eksempelvis har flere produkter, der kun varierer på et enkelt parameter, som f.eks. farve, størrelse, tilbehør eller lignende, kan man med fordel bruge ChatGPT til at skrive to eller flere unikke varianter med udgangspunkt i samme information for at undgå duplikeret indhold i form af produktbeskrivelser.
- Meta-tags “noindex”: Hvis man af tekniske grunde er nødt til at have dubletter, kan man bede Google om ikke at indeksere dem.
Duplicate content er altså et problem, der kan skade SEO-indsatsen betydeligt, men med de rette tekniske tiltag og en strategisk tilgang til indholdsproduktion kan man undgå de negative konsekvenser. Det handler i sidste ende om at give både brugere og søgemaskiner den bedste, mest relevante oplevelse med indholdet.