Hvad er Google Business Profile?
Google Business Profile – tidligere kendt som Google My Business profil- er et gratis værktøj fra Google, hvor du som virksomhed kan styre, hvordan din forretning vises på Google Søgning og i Google Maps.
Profilen fungerer som virksomhedens visitkort direkte i søgeresultaterne – typisk i højre side af skærmen på desktop. Når en kunde søger på dit firmanavn eller en ydelse, du tilbyder i dit lokalområde, er det ofte oplysningerne fra din Google Business-profil, der dukker op først – med adresse, åbningstider og anmeldelser, allerede før kunden klikker sig ind på selve hjemmesiden. En opdateret profil er derfor en central del af virksomhedens online tilstedeværelse og ofte det første, potentielle kunder møder, når de søger efter din virksomhed eller dine ydelser.
Tjenesten henvender sig især til lokale virksomheder med en fysisk adresse eller et lokalt serviceområde, f.eks. butikker, restauranter, klinikker og håndværkere, men bruges i praksis af de fleste virksomhedstyper, der ønsker at blive fundet lokalt.
Google prioriterer profiler, der er fuldt udfyldte og løbende vedligeholdte, når algoritmen afgør, hvilke virksomheder der vises i de lokale resultater. Det er især vigtigt at påpege, at Google belønner virksomheder, der aktivt holder deres profil ved lige, med bedre synlighed – og en vedligeholdt profil kan samtidig styrke virksomhedens placering i de organiske søgeresultater, ud over selve det lokale kort.
Hvad indeholder en Google Business-profil?
Profilen er bygget op omkring tre typer af information, som tilsammen giver et samlet billede af virksomheden.
- Grundlæggende oplysninger: Virksomhedsnavn, adresse, telefonnummer og link til website. Det er de oplysninger, der først og fremmest skal være korrekte og opdaterede, da de er det, kunden orienterer sig efter. Det er afgørende, at alle oplysninger er ens på tværs af platforme, herunder en præcis adresse og opdaterede kontaktoplysninger, så kunderne ikke ender det forkerte sted eller ringer forgæves.
- Praktiske detaljer: Åbningstider, særlige åbningstider ved f.eks. helligdage, samt hvilken type lokation der er tale om – en fysisk butik med kundebesøg eller et serviceområde, hvor virksomheden kommer ud til kunden. Har virksomheden flere placeringer, kan hver enkelt filial have sin egen profil, så kunden altid finder den nærmeste. Herudover kan du markere konkrete forhold ved stedet, f.eks. om der er en kørestolsegnet indgang eller gratis wi-fi, eller om restauranten tilbyder udendørs servering, samt liste de tjenester, virksomheden konkrete tilbyder.
- Interaktion: Kundeanmeldelser, billeder af forretningen eller produkterne, opslag med nyheder eller tilbud, og en mulighed for at kunder kan sende direkte beskeder til virksomheden. Positive anmeldelser er med til at opbygge troværdighed over for nye kunder, mens dårlige anmeldelser bør besvares professionelt og løsningsorienteret frem for at blive ignoreret. Billeder giver samtidig et visuelt indtryk af virksomheden, allerede før kunden har sat sin fod i butikken.
Hvorfor er en Google Business Profile vigtig?
For virksomheder med en fysisk placering eller et afgrænset lokalt marked er en Google Business Profil efterhånden blevet et uundværligt værktøj til at tiltrække kunder, fordi det ofte er her, kunderejsen starter.
- Lokal synlighed: Profilen gør det nemt for kunder i lokalområdet at finde din forretning, netop når de søger efter de produkter og ydelser, du tilbyder.
- Større tillid: Vigtige informationer og online anmeldelser vises direkte i lokale søgeresultater, hvilket giver kunden et indtryk af virksomheden, allerede før de har besøgt hjemmesiden.
- Gratis virksomhedsprofil: Det koster ikke noget at oprette og vedligeholde en verificeret profil, uanset virksomhedens størrelse.
Regelmæssige opdateringer af profilen – nye billeder, svar på anmeldelser og opslag om nyheder og tilbud – signalerer til Google, at virksomheden er aktiv. Det øger sandsynligheden for, at profilen vises højere i søgeresultaterne, og styrker samlet set en virksomheds synlighed over tid.
Det er dog ikke alle virksomheder, der har lige stor gavn af en Google Business-profil. Er der tale om en ren webshop uden fysisk placering, vil andre kanaler ofte være mere relevante at prioritere.
Sådan kommer du i gang
Du opretter og administrerer din profil via Google Business Profile. Herfra kan du udfylde virksomhedens oplysninger, tilføje billeder og løbende svare på anmeldelser og beskeder fra kunder.
Før profilen bliver synlig for andre, skal virksomheden verificeres. Der findes flere metoder, men det sker typisk gennem en kode sendt med post eller via telefon eller e-mail, afhængigt af virksomhedstype. Herefter er det en god idé at holde oplysningerne løbende opdaterede, da en forkert adresse eller forkerte åbningstider hurtigt kan koste en kunde, der ellers var på vej ind ad døren.
Når profilen først er oprettet, handler det især om løbende at optimere den. Sørg for, at oplysningerne til enhver tid er relevante og opdaterede, så din virksomhedsprofil fortsat bidrager positivt til synligheden.