Indholdsfortegnelse

Hvad er en åbningsrate?

En åbningsrate er et centralt måltal inden for email marketing, der angiver, hvor stor en procentdel af modtagerne, der åbner din e-mail. Åbningsraten beregnes som forholdet mellem antallet af unikke åbninger og antallet af leverede emails.

Åbningsraten giver en indikation af, hvor engagerende din e-mail er – fra subject line til timing og relevans.

Hvis du arbejder med email marketing, er åbningsraten en vigtig indikator for, hvordan dit indhold præsterer og modtages af din målgruppe.

Hvad er en god åbningsrate?

En “god” åbningsrate afhænger af flere faktorer som branche, målgruppe og emailtype. Ifølge HubSpot ligger den gennemsnitlige åbningsrate mellem 25 og 41%, og generelt kan en åbningsrate på 20% og derover anses som god på tværs af de fleste brancher.

For visse sektorer som non-profit eller uddannelse kan åbningsraten være højere, mens den inden for fx detailhandlen ofte ligger lavere.

Det er vigtigt at sammenligne dine resultater med branchestandarder og dine egne tidligere kampagner frem for at jagte et bestemt tal.

Tips til at forbedre din åbningsrate

Hvis din åbningsrate ikke er på det ønskede niveau, kan du overveje følgende tips:

  1. Optimer dine subject lines
    Din subject line eller emnelinje er det første, modtagerne ser. Hold det kort (ca. 30-50 tegn), relevant og fængende. Prøv at teste forskellige typer subject lines såsom spørgsmål, med/uden emojis eller personalisering (fx ved at inkludere modtagerens navn).
  2. Brug en engagerende preheader
    Preheaderen, den lille tekst der vises sammen med subject line, kan supplere og styrke din e-mail ved at give modtageren en idé om indholdet. Sørg for, at din preheader supplerer subject line frem for blot at gentage informationen.
  3. Segmentér din målgruppe
    Send kun e-mails til relevante modtagere. Jo bedre din liste er segmenteret efter interesser, adfærd eller tidligere køb, desto mere relevante vil dine e-mails føles for modtagerne. Det øger chancen for, at de åbner dine e-mails.
  4. Timing er essentiel
    Eksperimentér med at sende dine e-mails på forskellige tidspunkter af dagen og ugens dage for at finde det tidspunkt, hvor din målgruppe er mest aktiv. Brug indsigter fra tidligere kampagner for at finde de bedste tidspunkter.
  5. Byg en stærk liste af modtagere
    Undgå at købe lister. Fokusér i stedet på at tiltrække engagerede abonnenter, der selv har valgt at modtage og har en reel interesse i dit indhold.
  6. A/B-test dine kampagner
    Test forskellige elementer som subject lines, udsendelsestidspunkter og afsendernavn for at finde ud af, hvad der virker bedst for din målgruppe. Husk kun at teste ét element ad gangen, så du kan identificere, hvor udviklingen stammer fra.

Lær af din åbningsrate

Åbningsraten er mere end bare et tal, du skal stræbe efter at nå. Det er et værktøj, som du kan anvende til at opnå en bedre forståelse af din målgruppe og deres behov.

Ved at analysere udviklingen over tid kan du identificere, hvad der fungerer, og hvor der er plads til forbedring.

  • Lær af dine modtagere: Hvis åbningsraten falder, kan det være en indikator på, at du sender for ofte, eller at indholdet ikke er relevant.
  • Justér din strategi: Brug åbningsraten som en indikator for, hvilke emner eller formater, der engagerer din målgruppe bedst.
  • Tænk helhedsorienteret: Kombinér åbningsraten med andre mål som klikraten (CTR) og konverteringer for at få et komplet billede af, hvordan dine e-mails performer.

Ved at se på åbningsraten som et læringsredskab – og ikke kun som et resultat – kan du udvikle en mere målrettet og succesfuld email marketing-strategi.