Hvad er long-tail søgeord?
Long-tail søgeord er længere og mere specifikke søgefraser, som folk bruger, når de søger efter noget online. I modsætning til de mere generelle, korte søgeord, som ofte er meget konkurrenceprægede (fx “sko”), er disse søgeord mere målrettede og præcise (fx “røde lædersko til kvinder i størrelse 38”).
Søgeordene består typisk af tre eller flere ord. De reflekterer ofte en brugers specifikke behov eller intention.
Long-tail søgeord er et vigtigt redskab i SEO og paid search, da de giver mulighed for at ramme en mere målrettet og relevant målgruppe, som også ofte er mere købsparat.
Søgningen “røde lædersko til kvinder i størrelse 38” resulterer i mere relevante resultater end en bred søgning som “sko”, der ikke tager højde for farve, materiale etc.
Hvordan anvendes long-tail søgeord?
Long-tail søgeord fungerer ved at fange specifikke søgninger fra brugere, der allerede har en klar idé om, hvad de leder efter.
Når en person søger efter denne type søgeord, er de ofte længere nede i købs- eller beslutningsprocessen. Det betyder, at de har større sandsynlighed for at konvertere til en kunde.
Eksemplet nedenfor illustrerer et kort søgeord, som kan anvendes af en person, der går med overvejelser om at finde et nyt kamera, versus et langt søgeord, som anvendes af en person, der har en klar idé om formålet og prisen for det nye kamera:
- Short-tail søgeord: “kamera”
- Long-tail søgeord: “bedste kamera til vlogging under 5000 kr.”
Resultaterne for “kamera” inkluderer et overvågningskamera, som næppe er relevant for en influencer, der leder efter et kamera til vlogging.
Hvorfor bruge lange søgeord?
Der er flere grunde til at inkludere long-tail søgeord i din SEO- eller annonceringsstrategi:
- Lavere konkurrence: Da søgeordene er mere specifikke, er konkurrencen som regel mindre intens end for brede, generelle søgeord.
- Bedre målretning: Long-tail søgeordene hjælper med at ramme de brugere, der har meget specifikke behov. De er derfor typisk mere tilbøjelige til at konvertere til kunder.
- Højere konverteringsrate: Når nogen søger efter et langt søgeord, betyder det ofte, at de er længere i kunderejsen og allerede har besluttet sig for, hvad de leder efter. Dette betyder, at de har en højere intention om at købe eller foretage en aktiv handling.
- Omkostningseffektivitet: I Google Ads vil du ofte betale mindre pr. klik sammenlignet med mere populære, generelle søgninger, som gør det lettere at få et godt afkast af din annoncering.
Long-tail søgeord er en effektiv måde at forbedre både din SEO-strategi og din betalte annoncering. Ved at målrette de specifikke, relevante søgninger, som dine kunder bruger, kan du opnå lavere omkostninger, højere konverteringsrater og bedre resultater generelt.
Brug værktøjer som Google Keyword Planner og analysetjenester til at finde de rigtige søgeord. Husk også løbende at opdatere din strategi for at maksimere effekten af din annoncering og dit indhold.