At lancere en ny hjemmeside kan være en spændende milepæl for enhver virksomhed, med det er også en kompleks proces, hvor små fejl kan få store konsekvenser.
Vi har her samlet 9 af de mest almindelige fejl og vores bedste råd til, hvordan du bedst undgår dem.
Lancering på en torsdag eller fredag
Det kan være fristende at lancere en ny hjemmeside sidst på ugen, men det er ofte en risikabel beslutning. Lancering på en torsdag eller fredag betyder, at dit team potentielt står over for tekniske udfordringer hen over weekenden, hvor både interne og eksterne ressourcer kan være begrænsede.
En bedre strategi er at lancere tirsdag eller onsdag, så der er tid til at løse eventuelle problemer inden weekenden. Jo længere en fejl får lov til at ligge på hjemmesiden, jo større konsekvenser kan den have for migreringens succes.
Nedlæggelse af sider, der tiltrækker meget trafik
Det kan være nødvendigt at rydde op i strukturen på en ny hjemmeside, men det er vigtigt at være opmærksom på, hvilke sider der trækker mest trafik. At fjerne eller ændre på disse kan resultere i et betydeligt tab af trafik og synlighed i søgeresultaterne.
I forbindelse med udviklingen af den nye hjemmeside er det vigtigt at identificere de mest populære sider og sørge for, at de bevares eller redirectes til lignende indhold på den nye side.
I Google Search Console er det muligt at få et overblik over de sider, der skaber mest trafik, og det kan være en god idé at gennemgå disse nøje for at sikre sig, at du ikke ender med at nedlægge (eller sammenlægge) de sider, der står for størstedelen af den organiske trafik.
Det er dog også altid en god idé at tjekke dataen i Google Analytics for at sikre, at du heller ikke nedlægger sider, der står for størstedelen af konverteringerne.
Manglende (eller for sen) involvering af SEO-specialister
SEO-specialister spiller en central rolle i en vellykket migrering, da selv små fejl kan resultere i tabt synlighed, lavere placeringer i søgeresultaterne og dermed en nedgang i organisk trafik.
SEO-specialister har den nødvendige indsigt til at vurdere, hvordan ændringer i f.eks. URL-struktur og teknisk opsætning vil påvirke søgemaskinernes opfattelse af siden. Hvis specialisterne først involveres i sidste øjeblik, kan det blive udfordrende at gennemføre de optimeringer, der sikrer, at den nye side fortsat klarer sig godt i søgeresultaterne.
Derfor er det vigtigt, at dit SEO-team er med fra starten af projektet. Ved at involvere dem tidligt kan de bidrage til, at alt fra sidens tekniske opsætning til indhold er bygget til at understøtte synlighed og brugeroplevelse.
SEO-specialister kan også hjælpe med at udarbejde en plan for korrekt implementering af redirects og sikre, at alle vigtige sider bevarer deres SEO-værdi under migreringen. Det minimerer risikoen for fejl og bidrager til, at den nye hjemmeside bliver et stærkt fundament for fremtidig vækst og synlighed.
Manglende flytning af indhold
Ved lancering af en ny hjemmeside er det vigtigt at sikre, at alt relevant indhold, som f.eks. titler, beskrivelser og tekster, bliver flyttet med over. Det kan være en tidskrævende proces, men uden disse risikerer du, at siderne ikke indekseres korrekt eller mister deres nuværende rangeringer.
Overvej at lave en checkliste for overflytning af al indhold – og involver gerne SEO-specialisterne i processen, da de med et værktøj som Screaming Frog kan lave et crawl af siden og give dig et overblik over H1’ere, titler og metabeskrivelser på samtlige sider på hjemmesiden.
Glemmer at fjerne noindex fra vigtige sider
En af de mest almindelige fejl ved lancering af ny hjemmeside er, at nogle sider efterlades med noindex, som fortæller søgemaskinerne, at de ikke skal indeksere dem. Det sker typisk, da man i forbindelse med udviklingen af den nye hjemmeside arbejder på et testdomæne, hvor alle sider har noindex for ikke at kollidere med siden, der allerede ligger online.
I forbindelse med lanceringen er det vigtigt at fjerne noindex fra de sider, der skal være synlige i søgeresultaterne og efterfølgende bruge et værktøj som Google Search Console til at sikre, at alle sider bliver korrekt indekseret.
Manglende oprettelse af redirects
Når sider slettes eller ændres, er det vigtigt at oprette 301-redirects til det nye indhold, så brugere og søgemaskiner nemt kan finde frem til den rigtige destination. Uden redirects risikerer du, at brugere støder på døde links og at crawlere mister sammenhængen mellem de gamle og nye sider. Det kan betyde mistede placeringer og dermed nedgang i den organiske trafik.
En af de vigtigste opgaver i forbindelse med en lancering er derfor at oprette en redirect-liste med et overblik over de gamle URL’er og sammenholde med de nye, så denne ligger klar, når den nye hjemmeside kommer online. Det er især vigtigt, hvis man skifter CMS og samtlige URL’er bliver ændret, f.eks. fra WordPress til Shopify.
Glemmer at flytte trackingen med over
Trackingen er en uundværlig del for enhver hjemmeside, da den giver indsigt i, hvordan brugerne interagerer med siden, hvilke sider, der performer godt, og hvor der kan optimeres. For at kunne måle effekten af den nye hjemmeside er det derfor afgørende at sikre, at trackingen virker.
Sørg for, at alle sporingskoder, inklusive Google Analytics, Google Tag Manager, Facebook Pixel og eventuelle andre trackingværktøjer er korrekt opsat og fungerer på den nye side.
En veludført tracking-overflytning betyder, at al historik og data kan sammenlignes, så du kan forstå den fulde effekt af ændringerne på den nye hjemmeside. Det kan sikre, at alle kampagner og trafikmålinger lever op til virksomhedens mål.
Skifter mellem www og ikke-www
Det kan virke som en lille detalje, om din hjemmeside bruger www eller ej, men det kan have betydelige konsekvenser. Hvis din gamle hjemmeside blev indekseret som www.ditdomæne.dk, og den nye lanceres uden www, opfatter søgemaskinerne det som to separate sider. Det kan skabe forvirring og påvirke din rangering negativt.
For at undgå at miste placeringer og organisk trafik, bør du enten fastholde den samme version (enten med eller uden www) eller opsætte 301-redirects fra den gamle version til den nye i forbindelse med lanceringen. På den måde føres værdien med over.
Utålmodighed – lanceringen sker for tidligt
Lanceringen af en ny hjemmeside kan være spændende, men det er vigtigt at tage sig tid til at kvalitetssikre alt indhold og funktionalitet. En for tidlig lancering kan resultere i fejl og problemer, der kunne være undgået. Giv dit team tid til en grundig gennemgang og test, og vær klar til at udsætte lanceringen, hvis der stadig er fejl og mangler.
Ved at undgå disse fejl kan du lancere din hjemmeside med en stærkere position i søgemaskinerne og et mere smidigt forløb hos brugerne. Husk, at forberedelse og test er nøglen til en succesfuld lancering.
Har du brug for hjælp til dit migreringsprojekt, er du altid velkommen til at kontakte os.