Picture of <div><strong>Forfatter</strong></div>Anne Straarup Iversen

Forfatter
Anne Straarup Iversen

Anne har en baggrund i journalistik og har siden arbejdet med kommunikation og marketing. Hun er særligt optaget af spændingsfeltet mellem det sproglige og visuelle, så budskabet formuleres både skarpt og æstetisk tiltalende.

Picture of <div><strong>Forfatter</strong></div>Anne Straarup Iversen

Forfatter
Anne Straarup Iversen

Læsetid
12 minutter
Kategori
Indholdsfortegnelse

Organisk indhold på Instagram: 12 tips til succes uden annoncer

I en tid hvor priserne på annoncer stiger, er der god grund til at gentænke din strategi for organisk markedsføring på Instagram.

Instagram er en fantastisk platform for dig, der søger at skabe historien om dit brand. Det sociale medie indeholder en bred række features, som du kan anvende til at udbrede kendskabet til din virksomhed og dine produkter/services, opbygge en tættere relation til dine kunder eller endda sælge dine produkter direkte via platformen.

Brugere af Instagram er, ifølge den amerikanske marketingplatform Later, mere engagerede end den typiske SoMe-bruger. Endvidere er graden af engagement for virksomheder højere end eksempelvis Facebook og Twitter.

Når du arbejder med organisk indhold, kan du skabe vækst via platformen – helt uden at bruge annoncekroner.

I denne artikel får du 12 tips, som vil styrke din organiske markedsføring på Instagram. Artiklen målretter sig til dig, som allerede er aktiv på platformen, men som ønsker et større udbytte af dit organiske indhold samt at styrke fortællingen om dit brand.

1: Æstetik og brand image

Når du anvender Instagram til at fortælle historien om dit brand, er det vigtigt, at du benytter en ensartet æstetik. Det indhold, du producerer, skal således være i tråd med dit overordnede brand image. Dette er især vigtigt i forhold til dit feed, som er det første brugerne kommer i kontakt med, når de besøger din profil.

Du behøver ikke at have et studie tilgængeligt med et professionelt videohold og modeller. Indholdet kan let blive for poleret, og der er en tendens til, at det autentiske har en større effekt. Det essentielle er, at der er en rød tråd for dit brand image. Omvendt skal du naturligvis kunne stå inde for indholdets kvalitet.

Overvej hvilke farver eller filtre der passer med det udtryk, du gerne vil opnå for dit brand. Lyssætning og kvalitet skal desuden stå skarpt. Du bør være konsekvent i din tilgang, selvom der er selvfølgelig plads til variation. Eksempelvis kan du lege med æstetikken, når sæsonerne skifter, eller du introducerer en ny produktlinje.

@organicbasics har en tydelig æstetik og stemme, som afspejler sig i brandets feed.

2: Kend dit publikum

For at kunne skabe relevant indhold må du have en klar forståelse af, hvem du skaber indhold til. Hvilken aldersgruppe henvender din virksomhed sig til? Er der en overvægt af mænd eller kvinder blandt dine kunder? Hvordan er deres købsadfærd, og hvilke ønsker kan du hjælpe dem med at opfylde?

En god forståelse for dit publikum gør det lettere at målrette din indsats. Dette er med til at sikre, at du rammer de brugere, som er relevante for netop din virksomhed.

Du kan bruge Indblik til at lære dine følgere bedre at kende og se, hvordan dit indhold klarer sig. Her kan du blive klogere på nåede konti, interaktioner med indhold og tendenser blandt dine følgere. Du kan ligeledes se, hvornår dine følgere er mest aktive på platformen.

@vintage_divine har en solid forståelse for sit publikum. Målgruppen består primært af kvinder med en interesse for vintagetøj og ditto-inspireret fodtøj.

3: Gør dig klog på algoritmen

Instagrams algoritme er bestemmende for, hvilket indhold brugerne ser i deres feed. Derfor er det selvsagt en god idé at gøre dig bekendt med, hvilke elementer algoritmen lægger vægt på.

Selvom algoritmen udgør en kompleks størrelse, er Instagram kommet med udtalelser, som gør det lidt mere håndgribeligt.

Elementer som forventet interesse, indholdets alder og brugernes interaktionsmønstre er, ifølge Later, afgørende for, hvordan algoritmen præsenterer indholdet for brugerne.

Ifølge Digital Agency Network foretager 75% af brugere en konkret handling, efter at de har været i kontakt med en post. Det er derfor vigtigt at holde dig ajour vedrørende opdateringer af algoritmen.

4: Hvor ofte og hvornår skal du poste?

Det kan have stor betydning, hvor ofte og hvornår du poster indhold. Dog er det vanskeligt at definere en one size fits all-model.

Vores anbefaling er, at du først og fremmest tager udgangspunkt i din virksomheds ressourcer. Har du et team af SoMe-specialister, som til enhver tid kan finde den tid og energi, som kræves for at skabe velovervejet og visuelt skarpt content? Eller ejer du måske en mindre virksomhed og er stadig ved at finde fodfæstet i den brede SoMe-verden? Vær realistisk omkring de ressourcer, du har til rådighed og brug dem, som det giver mening for din virksomhed.

Generelt er der tale om en balancegang. På den ene side bør du dele nok indhold til at opretholde en god synlighed på platformen. På den anden side bør du undgå aktivitet i en sådan grad, at Instagram mistænker din profil for spam.

I 2021 gav Adam Mosseri, som er Head of Instagram, sit bud på en god frekvens for posts og stories. Beskeden lød: ”Et par feeds om ugen, et par stories om dagen.

Uanset hvor meget content, det er realistisk og ønskværdigt for dig at poste, er det essentielt, at du er konsekvent i din planlægning og udførsel. Dine følgere skal kunne se frem til dit indhold og vide, hvornår de – i det mindste omtrentligt – kan forvente det.

Du kan med fordel holde øje med dine følgeres aktivitet. Dette kan give dig en indikation på en strategi, som virker på netop dem. Værktøjer som Indblik kan give dig en forståelse for dine følgeres adfærd – herunder hvornår de er aktive, og hvorvidt engagement falder efter et bestemt antal posts.

Når du har overblik over, hvor ofte og hvornår det giver bedst mening for dig at dele indhold, bør du lave en contentplan. På den vis sikrer du, at indholdet bliver delt i tråd med din strategi. Du kan bruge apps som Later til at planlægge udgivelsen af content på forhånd.

5: Definér konkrete målsætninger

Som det er tilfældet med al strategi, er det essentielt, at du har en klar plan for, hvad du ønsker at opnå med dit brug af platformen. Du bør således definere et eller flere klare mål. Relevante mål kan eksempelvis være at øge brand awareness samt at kommunikere og danne bånd med dine kunder. Det kan også være at skabe trafik til dit website eller at sælge dine produkter direkte via platformen.

På samme vis som du bør have en konkret målsætning for din overordnede tilstedeværelse, bør du opsætte mål for dine individuelle handlinger på Instagram. Hver en post/story/etc. skal således have sit eget formål, som du skal kunne sætte ord på. Hvis du ikke selv er klar over, hvad din post har til formål, hvordan skal den så kunne skabe værdi for dine følgere?

Dine individuelle posts kan tjene forskellige formål. Du kan eksempelvis poste et billede af et produkt med et link, der opfordrer til køb. Du kan også fokusere på at øge engagement ved at stille et spørgsmål, som inviterer til samtale med dine følgere.

@dintojmand har et klart formål med dette opslag: at give kunderne en sidste chance for at gøre brug af sommerudsalget.

6: Den gode caption

Shopify har interviewet to eksperter inden for Instagram-markedsføring. Resultatet giver et godt overblik over faktorer, som er relevante at tage hensyn til i udarbejdelsen af Instagram-captions.

En Instagram-caption har en makslængde på 2.200 karakterer. Det gør det muligt at supplere det visuelle element med både korte og længere tekster. Du bør her være opmærksom på, at kun 125 karakterer i første omgang er synlige for brugeren. En bruger skal således klikke på ”more” for at få adgang til resten af teksten. Dermed er det ønskværdigt at få det vigtigste fremhævet tidligt i teksten. I tråd med tip 5 bør du her reflektere over, hvad målet med din post er. Du kan med fordel også inkludere en CTA. Din post skal kort fortalt være værdiskabende – både for din virksomhed og for læseren.

En post kan være kort og kontant. Alternativt kan du udnytte de mange karakterer, som er til rådighed, til at tilføje et element af storytelling.

@lecreusetdk skaber en historie om Meringue-farven ved at lede tankerne hen på elegante franske delikatesser og moderne oaser.

Endelig er det essentielt, at den anvendte skrivestil er i tråd med dit brand og brandets stemme. Dette gælder eksempelvis tone, humor og anvendelse af Emojis.

@faraoscigarer anvender en legende tone fuld af referencer, som målgruppen med høj sandsynlighed vil kunne fange.

7: Relevante features

Instagram begrænser sig ikke længere til in-feed posts. I stedet byder platformen på et væld af features. Du bør veksle imellem disse for at fastholde dine følgeres interesse gennem diversitet. Her følger en kort gennemgang af en række relevante features.

#Hashtags

Når du anvender hashtags, øger du sandsynligheden for, at brugere, der ikke allerede følger din profil, vil se dit indhold i deres feed. Dette kan skabe interesse for din profil og dit brand.

Det er muligt at bruge op til 30 hashtags på en post og op til 10 på stories. Her er det anbefalelsesværdigt, at du tænker kvalitet fremfor kvantitet. Fokuser på at finde de for din virksomhed relevante hashtags og brug hellere specifikke hashtags fremfor generiske.

Du kan også lave dine egne brandede hashtags, som er med til at øge din synlighed.

@mariablackjewellery anvender det brandede hashtag #MARIABLACK.

Vi anbefaler, at du eksperimenterer for at finde en strategi, som virker for dit brand. Brug eksempelvis Indblik til at holde øje med, hvilken effekt det har, når du anvender få eller mange hashtags. Vær desuden opmærksom på, hvilke hashtags der skaber engagement. Du kan finde inspiration i de hashtags, som dine konkurrenter anvender. På samme vis kan du holde øje med, hvilke hashtags dine følgere bruger.

Det er mest almindeligt at placere hashtags sidst i teksten, eventuelt adskilt fra resten af din caption.

Et sidste tip er at være forsigtig med gang på gang at genbruge de samme hashtags.

#Stories

Ordinære Instagram Stories er kun synlige i 24 timer. Der er således mere rum til at eksperimentere og være personlig set i forhold til dit feed, som gerne skal fremstå skarpt og professionelt.

Stories kan tilføje værdi ved eksempelvis at fortælle en historie, tease et produkt eller reklamere for et tidsbegrænset tilbud. En vigtig funktion er tilføjelsen af links til stories, hvor du kan lede følgere direkte ind på din hjemmeside. Du kan også tilføje polls eller spørgsmål, som inviterer dine brugere til at interagere. Eksempler på andre relevante funktioner er tilføjelsen af hashtags og lokation.

I tråd med tip 4 bør du være konsekvent i forhold til, hvornår du deler stories. Du bør desuden holde øje med engagement, eksempelvis hvilken type stories der får flest views.

Endelig kan du anvende stories som faste Highlights på din profil. Du kan inddele dine highlights i specifikke emner og kategorier. Derved gør du det lettere for dine følgere at finde det, de leder efter.

@skagendenmark anvender en lang række highlights.

#Live

Live er et godt værktøj til at skabe kontakt med brugerne. Du kan eksempelvis anvende live til at afholde Q&A-sessioner eller give et indblik i virksomhedens BTS-arbejde. Du kan også have en samtale med eksempelvis en klient eller en influencer.

Det er vigtigt, at du giver dine følgere besked om upcoming live-sessions på forhånd. Så ved følgerne, hvornår de skal se med.

#Shopping

Shopping giver dig mulighed for at sælge dine produkter direkte til platformens brugere gennem billeder og videoer. Du kan eksempelvis tagge eller linke til dine produkter i posts og stories.
 

@imerco anvender funktionen ’Vis butik’, hvor virksomhedens varer kan købes direkte via Instagram.

#Reels

Ifølge den amerikanske SoMe management platform, Hootsuite, er reels den hurtigst voksende feature på Instagram siden debutten i august 2020. De underholdende videoer har en længere spilletid end de klassiske stories og forsvinder først fra platformen, når du vælger at slette dem.

Reels har sin egen side på Instagram-appen og er i øjeblikket en favorit hos algoritmen. Der er altså ingen grund til ikke at inkludere de TikTok-inspirerede videoer i din markedsføringsplan.

Tips til at opnå en større synlighed med dine reels er at anvende trending lyde og musik. Du bør være vedholdende og konsekvent i din posting, ligesom du kan gøre brug af produkt- og hashtags. Slutteligt skal du sørge for, at dine reels står skarpt rent visuelt.

#IGTV

IGTV eller Instagram-video gør det muligt at dele videoer på helt op til en times spilletid. Du kan eksempelvis anvende IGTV til at dele tutorials og fortælle om din forretning eller dine produkter. Du kan også opbygge din egen fokuserede serie eller udsende en live stream, som er optaget på forhånd.

Husk at inkludere en titel og beskrivelse. Du kan desuden med fordel anvende hashtags for at øge SEO-potentialet.

Som det gælder for alt indhold, skal du have et klart formål for hver enkel video. Den overordnede tone skal naturligvis være i tråd med dit brand image.

8: Interager med dit publikum

En af de bedste måder at skabe organisk vækst er ved at interagere aktivt med dine følgere. Når du tager dig tid til eksempelvis at svare på dine følgeres kommentarer eller reposte brugergenereret indhold, er du med til at skabe et bånd til følgerne.

Denne indsats kan øge loyaliteten og skabe en følelse af fællesskab. Det viser et studie, som er udført af det amerikanske softwarefirma Sprout.

@sisseledelbo er gode til at svare tilbage på kommentarer fra følgere.

Studiet indikerer ligeledes, at kunder, som føler, at de har en forbindelse til et brand, blandt andet er tilbøjelige til at anbefale brandet til en ven, købe produkter fra brandet fremfor hos en konkurrent og bruge flere penge på brandet.

Således er det en god idé at lave en plan for, hvordan din virksomhed interagerer med følgere.

Et andet godt tip er at afholde konkurrencer på platformen. Deltagelse kan med fordel kræve, at en bruger skal følge din side eller tagge en ven. Hermed kan venner få øjnene op for din profil.

@ecooking har afholdt en konkurrence, hvor krav for deltagelse var, at brugeren likede og fulgte profilen. Opslaget opfordrer til, at brugerne fortæller, hvem de vil dele præmien med (tag en ven). Brugerne må desuden gerne kommentere flere gange. Det øger interaktionen og kan lede til flere tags.

9: Cross-platform promotion

Du kan med fordel anvende alle dine tilgængelige ressourcer, når du søger at få potentielle følgere til at finde vej til din Instagram-profil.

Her bør du sørge for, at dine øvrige sociale medier, din hjemmeside og eventuelle nyhedsbreve har en tydelig forbindelse til din Instagram-profil.

NA-KD gør det let for modtagere af nyhedsbrevet at finde vej til virksomhedens sociale medier, herunder Instagram.

Har du en fysisk butik, må din Instagram også meget gerne være synlig her. På den måde kan kunderne finde dig og følge med online. Du kan eventuelt opfordre til handling med et tilbud, hvor Instagram-følgere opnår rabat på produkter.

Det er en god idé at veksle i det indhold, du deler på de forskellige platforme. På den måde giver du potentielle følgere en grund til at følge med på din Instagram-profil.

10: Influencer-samarbejder

Brands af alle størrelser og budgetter kan drage fordel af influencer marketing på Instagram.

Når du indgår et samarbejde med en influencer, øger du autenticiteten og troværdigheden for dit brand. Influencer marketing er desuden en god måde at åbne op for nye følgere. Brugerne kan blive nysgerrige på dit brand gennem den pågældende influencer.

Den faktor, som flest virksomheder lægger vægt på i udvælgelsen af influencere, er influencerens evne til at skabe engagement. Du bør naturligvis også undersøge antal følgere, og hvem der følger influenceren. Tænk kvalitet fremfor kvantitet.

Endelig skal du være realistisk i forhold til det budget, du har til rådighed. Ejer du en mindre virksomhed, eller er budgettet knapt, kan du overveje at gøre brug af mikro-influencere. Selvom mikro-influencernes følgerskarer er mindre (typisk omkring 1.000 og 100.000 følgere), skaber de ofte en højere grad af engagement og troværdighed. Disse influencere er typisk nicheprægede og vil gerne arbejde sammen med brands, der afspejler deres værdier.

@ginatricot og influenceren @mariakragmann har teamet op i et betalt partnerskab.feed.

11: Planlæg en takeover

En takeover er en marketingstrategi, hvor din virksomheds Instagram-profil midlertidigt overtages fra anden side. Det kan eksempelvis være af en influencer, en kendis eller en medarbejder.

Takeovers kan skabe værdi for begge parter. Strategien kan eksempelvis anvendes til at tiltrække nye publikummer. En influencers fans vil være nysgerrige på, hvad vedkommende laver og for hvem. Hvis influenceren er villig til at overtage din side, er der en god sandsynlighed for, at vedkommendes fans også kan have interesse i dit indhold.

En takeover er desuden en måde, hvorpå både influencer og brand siger god for hinanden. Dette kan øge troværdigheden hos begge parter.

En medarbejder-takeover kan omvendt skabe et personligt touch og give virksomheden et ansigt i en afslappet eller underholdende kontekst.

Du bør altid være opmærksom på at vælge en partner, som passer til dit brand, og som laver godt indhold. Det betyder ikke nødvendigvis, at indholdet skal være topprofessionelt, idet der er plads til lidt mere leg i takeover-formatet. Du skal blot kunne stå inde for det indhold, som bliver delt.

@syddansk_universitet gav to studerende mulighed for at skabe indblik i deres arbejde via en takeover.

Takeovers kan finde sted via Instagrams forskellige features. Stories kan være et godt udgangspunkt, idet formatet i forvejen anvendes mere frit og eksperimenterende. Du kan eventuelt vælge at beholde indholdet fra din takeover som highlight.

Hvis du laver en takeover i dit feed, skal du være opmærksom på, at det ikke tager overhånd. Dit feed skal stå skarpt – selvom der selvfølgelig er plads til et friskt pus i form af takeover-indhold.

Du kan vælge at hoste en delvis eller en fuld takeover. En delvis takeover indebærer, at du har mulighed for at dobbelttjekke indholdet, før det postes. Du kan desuden koordinere, hvordan og hvornår takeover-posts udgives i forhold til dit eget indhold. Ved en fuld takeover har du ingen kontrol. Det kan derfor ofte være fordelagtigt med en delvis takeover – særligt hvis formatet er nyt for din virksomhed.

Husk altid at lave lidt larm før din takeover finder sted. Dine følgere skal vide, hvad de kan forvente og hvornår.

12: Tjek op på performance

Det sidste, men vigtige tip går ud på, at du løbende holder øje med, hvad der virker. Du skal desuden sørge for at tilpasse din strategi derefter.

Vær eksempelvis opmærksom på, hvilke dage du oplever vækst. Tænk over hvilken type indhold du postede, og hvordan dine følgere interagerede med indholdet.

Lad være med blot at antage, hvad dine følgere vil have. Husk i stedet at kigge på konkrete data, eksempelvis fra Indblik, og tag dette med i dine overvejelser om fremtidig tilpasning af din strategi.

Har du behov for sparring vedrørende Instagram og din digitale strategi? I så fald er du meget velkommen til at kontakte os.